<3

Hvorfor bor du så langt væk, når det er dig, jeg savner, når det er dig, jeg tænker på – når det er dig, som jeg har lyst til at kramme og aldrig give slip igen. Men ikke sådan det skal være, jeg bor her – sammen med alle silkebåndene, som er smukke og rare, men dog holder en tilbage.

Glæder mig, til at kunne forlade silkebåndene, i hvert fald i kortere perioder af gangen. For silkebåndene vil altid være i mine tanker..

Jeg tror jeg er en svag sjæl – jeg har brug for bare lidt succes! Ellers vil mit liv ikke kunne stå der, hvis det ikke var for et kram, et venligt ord, en kærlig tanke, et varmt blik – hvad var jeg så?

Jeg tror ikke at jeg er stærk nok, til at klare rene nederlag – i hvert fald ikke alene. Jeg håber bare, at have en der vil holde fast i min arm – lige meget, hvor tungt jeg trækker ned mod jorden!

Resten af verdenen skal bruge en moltivation til hvorfor de skulle spilde deres tid på en, og ikke på deres første prioritet. Og lige nu kan jeg bare ik komme med nogen bruglig forklaring – jeg ved bare at jeg savner et kram, fra en som holder fast uden at give slip.

Ungdommen er ensomhedens land, hvor venner er nogen man ser et par gange om ugen, måneden, året. Et opholdssted hvor intet rigtig er super godt, i længere tid af gangen. Hvor glæde er forbeholdt weekenderne – hvor man efter bedste evne prøver at leve livet ud, så godt som vi har lært.

Jeg prøver, at gøre hvad jeg kan, at smile også til hverdagen – men det lykkedes ikke hver dag. Ville ønske jeg hver dag, bare kunne sætte et smil – på bare et menneske… det må være min livs filosofi!

Prøv at tænk, at være så forkælet – at når nogen sprøger, hvad ønsker du dig? Så kan du står og tænke over det, at mangle så lidt, at det rent faktisk er svært at finde frem fra roddet af fysik notater, som ligger hulter-til-bulter deroppe.

Men næsten endnu mere skræmmende er det,  tænk at man nogen gange kan glemme hvor godt det liv man egentlig har er. Holstebro er ikke Ringkøbing – Europas, hvis ikke verdens, lykkeligste by. Men med det liv jeg føre, burde jeg så ikke betegnes som verdens heldigste dreng?! Lige nu vil jeg i hvert fald glæde mig over, hvad mit liv byder mig.

Jeg vil gerne sende et kærligt kram til alle dem, som vil gå med mig gennem denne tidsperiode, nogen kalder livet! Jeg kigger mig tilbage, og bukker som tak for dansen til dem der må videre, og må jeres rejse fremover være interessant!  Og jeg håber, at vi en dag kan danse igen! Men nu vil jeg vende blikket frem, og tage pænt mod tingene i horisonten og møde dem med et smil!

Jeg savner at se dig glad, jeg savner dit smil, jeg savner at få en sms – fyldt op med glæde, fra dig!

Jeg ved ikke hvad jeg søger, og jeg ved ikke hvorfor! Jeg ved hvordan jeg ser mig – måske min hårdste modstander, er så tæt på som overhoved muligt. Ville gerne bryde ud af mig, for at kunne være det dejlige menneske – som jeg i mit sind og hjerte så dybt ønsker at kunne. Men jeg magter det ikke, undskyld min middelmådighed.

Vil du ik godt bare sidde lidt her med mig?!

Herren selv på Sions bjerge
for sit folk er skjold og værge,
vil sig over os forbarme,
bære os på faderarme.

Ingen nød og ingen lykke
af hans favn os bort skal rykke.
Han, den bedste ven blandt venner,
al vor trang og længsel kender.

Vore hovedhår han tæller,
hver en tåre, som vi fælder.
Han os føder og os klæder,
midt i sorgen han os glæder.

Om han tager, om han giver,
samme Fader han dog bliver.
Og hans mål er kun det ene,
barnets sande vel at tjene.

Fryd dig da, du lille skare!
Jakobs Gud vil dig bevare.
På hans mindste vink må alle
fjenderne til jorden falde.

Og når endt er kampens dage,
endt hver jordisk nød og klage,
kalder os vor Faders stemme
til en evig fryd derhjemme.