Mit sted

“Survival of the fittest” er defineret som jungle loven, at den der stærkest har mest succes, er sådan jeg vil læse den. Men ved ikke helt om jeg er enig, selvfølgelig skal der arbejde til for at få succes – men fra min vinkel, er den der kan takcle nederlag en meget større person.

Jeg tror jeg er en svag sjæl – jeg har brug for bare lidt succes! Ellers vil mit liv ikke kunne stå der, hvis det ikke var for et kram, et venligt ord, en kærlig tanke, et varmt blik – hvad var jeg så?

Jeg tror ikke at jeg er stærk nok, til at klare rene nederlag – i hvert fald ikke alene. Jeg håber bare, at have en der vil holde fast i min arm – lige meget, hvor tungt jeg trækker ned mod jorden!

Er jeg den eneste der sidder med følelsen af, at når man lige er blevet single – så er man helt alene i verden. Fordi der ligsom mangler en person, som bare acceptere lige præcis ens holdninger og tanker – lige gyldigt hvor dumme eller ligegyldige de er. Den person som ville vælge en, som nr. 1 hver gang, og ikke som nr. 2 eller 3! 

Resten af verdenen skal bruge en moltivation til hvorfor de skulle spilde deres tid på en, og ikke på deres første prioritet. Og lige nu kan jeg bare ik komme med nogen bruglig forklaring – jeg ved bare at jeg savner et kram, fra en som holder fast uden at give slip.

Ungdommen – fuld af fest og farver! Et brand som ungdommen har fået, af de generationer som løb gennem den. Men i dag drøner vi igennem den, helst med skyklapper på, i for af alkohol, lektier, arbejde. Men hvor er de ting som man vægtede højt tidligere? Kvalitets tiden med vennerne? Tiden i solen?

Ungdommen er ensomhedens land, hvor venner er nogen man ser et par gange om ugen, måneden, året. Et opholdssted hvor intet rigtig er super godt, i længere tid af gangen. Hvor glæde er forbeholdt weekenderne – hvor man efter bedste evne prøver at leve livet ud, så godt som vi har lært.

Jeg prøver, at gøre hvad jeg kan, at smile også til hverdagen – men det lykkedes ikke hver dag. Ville ønske jeg hver dag, bare kunne sætte et smil – på bare et menneske… det må være min livs filosofi!

Prøv at tænk, at være så forkælet – at når nogen sprøger, hvad ønsker du dig? Så kan du står og tænke over det, at mangle så lidt, at det rent faktisk er svært at finde frem fra roddet af fysik notater, som ligger hulter-til-bulter deroppe.

Men næsten endnu mere skræmmende er det,  tænk at man nogen gange kan glemme hvor godt det liv man egentlig har er. Holstebro er ikke Ringkøbing – Europas, hvis ikke verdens, lykkeligste by. Men med det liv jeg føre, burde jeg så ikke betegnes som verdens heldigste dreng?! Lige nu vil jeg i hvert fald glæde mig over, hvad mit liv byder mig.

Sådan en rigtig forårsdag, eller bare uden solen og varmen – men alligevel en rigtig dejlig dag. Foråret gør bare noget ved en, mindre mellemrumme mellem smilene, spirende kærlige tanker. Sådan en dag hvor man kan se, og kan nyde alt hvad man har med sig på livets tur.  

Jeg vil gerne sende et kærligt kram til alle dem, som vil gå med mig gennem denne tidsperiode, nogen kalder livet! Jeg kigger mig tilbage, og bukker som tak for dansen til dem der må videre, og må jeres rejse fremover være interessant!  Og jeg håber, at vi en dag kan danse igen! Men nu vil jeg vende blikket frem, og tage pænt mod tingene i horisonten og møde dem med et smil!

Jeg savner dig ! 

Jeg savner at se dig glad, jeg savner dit smil, jeg savner at få en sms – fyldt op med glæde, fra dig!

Nu sidder jeg her igen, klokken er mere end langt over hvornår man burde ligge sig på puden. Men nogengange er det kun i disse tider, at man giver sig fred og rolig til at overveje – hvem er jeg, hvorfor er jeg her, hvorfor handler jeg som dig gør, hvorfor ser mennesker overhoved nogen form for værdi i mig. Men jeg synes ikke at mine øjne eller mit hoved, kan se svarene på de spørgsmål – “kom dog videre, og bare nyd det så længe du har det” “hvorfor søge svar, på noget så selvfølgeligt?” “hvad er det du søger overhovedet?” 

Jeg ved ikke hvad jeg søger, og jeg ved ikke hvorfor! Jeg ved hvordan jeg ser mig – måske min hårdste modstander, er så tæt på som overhoved muligt. Ville gerne bryde ud af mig, for at kunne være det dejlige menneske – som jeg i mit sind og hjerte så dybt ønsker at kunne. Men jeg magter det ikke, undskyld min middelmådighed.

Vil du ik godt bare sidde lidt her med mig?!

Ingen er så tryg i fare
som Guds lille børneskare,
fuglen ej i skjul bag løvet
stjernen ej højt over støvet.

Herren selv på Sions bjerge
for sit folk er skjold og værge,
vil sig over os forbarme,
bære os på faderarme.

Ingen nød og ingen lykke
af hans favn os bort skal rykke.
Han, den bedste ven blandt venner,
al vor trang og længsel kender.

Vore hovedhår han tæller,
hver en tåre, som vi fælder.
Han os føder og os klæder,
midt i sorgen han os glæder.

Om han tager, om han giver,
samme Fader han dog bliver.
Og hans mål er kun det ene,
barnets sande vel at tjene.

Fryd dig da, du lille skare!
Jakobs Gud vil dig bevare.
På hans mindste vink må alle
fjenderne til jorden falde.

Og når endt er kampens dage,
endt hver jordisk nød og klage,
kalder os vor Faders stemme
til en evig fryd derhjemme.